Nyhed

Vedtaget lovforslag skal forenkle reglerne for vejtransport-virksomheder

Folketinget har vedtaget et nyt lovforslag, der har til formål at forenkle reglerne for vejtransportvirksomheder, fjerne unødvendige krav og skabe større fleksibilitet for både chauffører og transportvirksomheder.

Loven forventes at træde i kraft den 1. april 2025.

Lastbil over bro

HOVEDPUNKTER I DEN NYE ÆNDRINGSLOV

Fjernelse af krav til chaufførvikarvirksomheder

Med den nye lov fjernes kravet om gods- eller buskørselstilladelse for at opnå godkendelse som chaufførvikarvirksomhed. Samtidig bortfalder kravene om en kvalificeret transportleder, et kapitalkrav, registrerede køretøjer og reel vejtransportdrift. Fremover vil det eneste krav være en tilkendegivelse om, at aflønningen af chauffører vil ske i overensstemmelse med de overenskomster, der er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark inden for vejtransportområdet.

Forenkling af krav til vejtransportvirksomheder

I dag må virksomheder, der ansøger om fællesskabstilladelse til bus- eller godskørsel, ikke have en ikke-personlig forfalden gæld på 50.000 kr. eller derover. Derudover fremgår det af buskørselsloven og godskørselsloven, at en tilladelse kan tilbagekaldes, hvis indehaveren har betydelig ikke-personlig forfalden gæld til det offentlige, hvilket defineres som et beløb på 100.000 kr. eller mere. Endelig, stiller lovgivningen krav om, at transportvirksomhedernes transportleder ikke må have ikke-personlig gæld til det offentlige. Disse krav, herunder restancekravet for både virksomheder og transportledere i godskørselsloven og buskørselsloven, bliver nu fjernet. Det kommer som følge af en vurdering, hvor den nuværende ordning forsinker sagsbehandlingen uden at bidrage til øget færdselssikkerhed eller bedre konkurrencevilkår.

Ændringen vil reducere den gennemsnitlige sagsbehandlingstid hos Færdselsstyrelsen, hvilket betyder, at ansøgere hurtigere kan opnå tilladelse til bus- eller godskørsel.

Ændring i buskørselsloven

Ifølge gældende ret kræves der tilladelse til erhvervsmæssig buskørsel, hvilket også omfatter udlejning af busser uden chauffør. Derudover er der krav om tilladelse ved udlejning eller udlån af køretøjer, der er indrettet til befordring af flere end ni personer, inklusiv føreren. Denne tilladelsesordning betyder, at der stilles de samme krav til markedsadgang ved udlejning eller udlån af busser som til virksomheder, der udfører erhvervsmæssig buskørsel.

Transportministeren vurderer, at de gældende regler medfører unødvendige administrative byrder. Den nye lov ophæver derfor disse krav, så virksomheder og personer, der ikke udfører erhvervsmæssig buskørsel, ikke længere skal opfylde de nationale krav, der ellers gælder for erhvervsmæssige buskørselsvirksomheder. Derudover ophæves buskørselslovens § 1 a, hvilket betyder, at der ikke længere vil være krav om fællesskabstilladelse for at udleje eller udlåne busser.

Forlængelse af tilladelser til sygetransport

Den gældende taxilov kræver, at virksomheder, der udfører sygetransport for private, har en tilladelse. Tilladelserne udstedes per bil, hvilket betyder, at en vognmand eller virksomhed skal have flere tilladelser for at kunne udføre sygetransport med forskellige køretøjer. Hovedparten af tilladelserne til sygetransport udløber i løbet af 2025, hvilket betyder, at disse kørsler derefter skal udføres som almindelig taxikørsel. Allerede udstedte tilladelser til sygetransport forlænges, for at opretholde nuværende niveau for udbuddet af sygetransport. Forlængelsen gælder de udstedte tilladelser, som er gyldige pr. 1. januar 2025, og forlænges med 18 måneder – dog maksimalt til og med den 31. december 2027.

NJORD LAW FIRMS BEMÆRKNINGER

Den nye lov medfører ophævelse af flere krav og ændringer, som vil påvirke vejtransportbranchen. Overordnet set vil loven skabe øget fleksibilitet og forbedrede konkurrencevilkår på tværs af EU. Transportbranchen bør dog være opmærksom på at opretholde ordnede arbejdsforhold, selvom kravet om godkendelse til udlejning af chauffører bliver fjernet.

Selvom kravene om gæld og kvalificerede transportledere ophæves, skal transportvirksomheder fortsat sikre, at de lever op til gældende driftskrav og trafiksikkerhedsstandarder.

Endelig skal virksomheder, der driver privat sygetransport, være opmærksomme på, at der kan opstå potentielle ændringer, når forlængelsen af sygetransporttilladelserne udløber i 2027.

Vil du vide mere?
Skal vi løse dit problem?