Nyhed

Fragtføreransvar og grov uagtsomhed

Fragtførerens ansvar ved forsæt eller grov uagtsomhed efter CMR-lovens § 37 bliver ved med at give anledning til retssager, da der ofte er et stort spring mellem det begrænsede og ubegrænsede ansvar.

På det seneste er der kommet to domme fra Sø- og Handelsretten på området. Hvis du er interesseret i en detaljeret gennemgang af regler og retspraksis på området, henviser vi til Kommenteret lov om fragtaftaler ved international vejtransport, som partner Ulla Fabricius udgav i 2017.

I sagen U.2017.2999S var et parti tøj blevet stjålet fra en presenningstrailer på en rasteplads i Spanien ved en stykgodstransport, mens det var under fragtførerens varetægt. Retten fandt ikke, at fragtføreren havde udvist grov uagtsomhed i forbindelse med tyveriet, idet der ikke forelå særlige forhold angående traileren og dets placering, der kunne bebrejdes transportøren eller chaufføren. Derfor fandt CMR-lovens § 37 ikke anvendelse, og fragtførende kunne begrænse sit ansvar.

I Sø- og Handelsrettens dom fra den 7.december 2018 blev der stjålet Play Station 4-konsoler og dertilhørende controllere fra en trailer på en rasteplads i Holland under en international vejtransport. Da tyveriet blev konstateret, havde traileren stået ulåst og ubevogtet i 20 timer på rastepladsen, mens chaufføren hvilede sig. På denne baggrund, og da godset bestod af tyveritækkelige varer, hvilket fragtføreren vidste, fandt retten, at den kontraherende fragtfører havde handlet groft uagtsomt – og derfor kunne fragtføreren ikke begrænse sit ansvar for det tabte gods.

NJORD følger udviklingen i retspraksis indenfor fragtføreransvar – du kan holde dig opdateret herom ved at følge os på LinkedIn, samt skrive dig op til vores nyhedsbreve.

Vil du vide mere?
Hvad kan vi gøre for dig?