Så har Højesteret talt - konfiskation af køretøj på grund af vanvidskørsel

sagen kort

Forholdet vedrørte en situation, hvor et leasingselskab i egenskab af ejer af bilen leasede den ud til et andet selskab, som havde stillet bilen til rådighed for en ansat. Den ansattes ægtefælle førte herefter bilen med en hastighed på 103 km i timen, uanset at hastigheden ikke måtte overstige 50 km i timen. Politiet stoppede bilen, som blev beslaglagt under henvisning til færdselslovens bestemmelser om vanvidskørsel.

I forhold til retsplejelovens generelle bestemmelser fremhævede Højesteret, at konfiskation ikke kan finde sted, hvis det er uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved vanvidskørsel og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til en anden person.

Da føreren af køretøjet i den konkrete sag formentlig var i stand til at betale erstatning til ejeren for værdien af det konfiskerede køretøj, fandt Højesteret, at konfiskationen ikke kunne anses som et uforholdsmæssigt indgreb overfor ejeren af køretøjet.

Højesteret vurderede herefter, at en konfiskation ej heller stred mod EU’s Charter om grundlæggende rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Njord har tidligere skrevet om vanvidskørsel her:

Vanvidskørsel: Politiet kan konfiskere lastbilen

Konfiskering af lastbil var ikke proportional

NJORDS bemærkninger

Vanvidskørsel er helt uacceptabelt – ingen tvivl om det.

Straffen for vanvidskørsel er b.la. konfiskation af køretøj - også selvom det tilhører en anden end føreren af køretøjet. Det sidste er meget indgribende overfor ejeren af køretøjet, og det er derfor af betydelig interesse at få sat rammerne for, hvornår en konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende overfor ejeren af køretøjet.

Den afsagte kendelse er i den sammenhæng i betydeligt omfang med til at trække linjerne op for, hvornår en konfiskation er uforholdsmæssig. Her lægger Højesteret stor vægt på, at ejeren formentlig ikke vil lide et økonomisk tab, da føreren af køretøjet formentlig vil kunne udrede erstatning til ejeren.