Nyhed

Sidste fase af overenskomst-forhandlingerne 2025

Overenskomstforhandlingerne 2025 nærmer sig sin afslutning, og det er afgørende for arbejdsgivere at forstå de potentielle ændringer og konsekvenser.

Siden januar har arbejdsmarkedets parter på det private arbejdsmarked forhandlet om fornyelse af de kollektive overenskomster, og der er indgået forlig på en lang række områder. Forligsmanden har nu indkaldt til forhandling med henblik på udarbejdelse af en mæglingsskitse. Læs videre for at forstå, hvad dette betyder for jer.
 

1. Gennembrudsforlig

I starten af februar 2025 indgik Dansk Industri og CO-Industri forlig på Industriens Overenskomster, hvilket lagde trædestenene for andre overenskomstfornyelser på minimallønsområdet. Senere fulgte transportområdet trop, da Dansk Industri og 3F Transport indgik forlig på Fællesoverenskomsten, der er gennembrudsforliget på normallønsområdet. Disse gennembrudsforlig danner grundlag for fornyelsen af en lang række overenskomster på det private arbejdsmarked.
 

2. De nye vilkår

Overenskomstparterne har aftalt en ny treårig overenskomstperiode fra 1. marts 2025 til 1. marts 2028. Fornyelsen indeholder en række centrale emner, der vil påvirke både arbejdsgivere og medarbejdere:

  • Stigning i lønnen og arbejdsgivers bidrag til pension.
  • Bedre barselsrettigheder.
  • Ret til frihed pga. særlige familiemæssige årsager.
  • Forøgelse af sygelønsperioden.
  • Øget fleksibilitet ved brug af afspadsering.
  • Værdien af feriefridage henlægges på Fritvalgs Lønkontoen.
  • Omlægning af st. bededagstillægget.

 

3. Den sidste forhandling 

Selvom der er indgået forlig på mange overenskomster, er der stadig en mindre del, hvor der endnu ikke er indgået forlig. Forligsmanden Jan Reckendorff har derfor indkaldt arbejdsmarkedets parter til forhandlinger torsdag den 20. marts 2025 med henblik på udarbejdelse af en mæglingsskitse, der skal hjælpe parterne i mål med de sidste overenskomstfornyelser. Mæglingsskitsen vil efterfølgende blive sendt til afstemning blandt lønmodtagerne og arbejdsgiverne.
 

4. Forlig eller stor konflikt 

Som arbejdsgiver og lønmodtager omfattet af overenskomsterne er det væsentligt at være opmærksom på, at overenskomsterne ikke er vedtaget før både lønmodtagerne og arbejdsgiverne har stemt ja. Hvis der stemmes ja, træder de nye overenskomster i kraft fra 1. marts 2025 til 1. marts 2028. Hvis der stemmes nej til mæglingsforslaget, kan der udbryde storkonflikt på det private arbejdsmarked i Danmark, som det sidst skete i 1998.
 

5. Hvad betyder det for dig/jer? 

Har I spørgsmål til, hvad fornyelsen betyder for jer, eller hvis I ønsker rådgivning i forbindelse med afstemningsresultatet, så tøv ikke med at række ud til vores eksperter i arbejds- og ansættelsesret. Vi hjælper også gerne din virksomhed med forhandlingen af en overenskomst.

Kontakt os for mere information og rådgivning.

Seneste nyt fra ansættelses- og arbejdsret
Skal vi løse dit problem?