Medarbejdere kan både holde tre ugers sommerferie og en uges efterårsferie i 2020
Overgangsordningen til den nye ferielov betyder, at noget af den ferie, som dine medarbejdere optjener i 2019, skal hensættes til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.
Overgangsordningen kan opdeles i følgende punkter:
- 1. januar 2019 – 31. august 2019: Her optjener medarbejderen ferie, som skal afholdes mellem 1. maj 2020 – 31. august 2020.
- 1. september 2019 – 31. august 2020: Her optjener medarbejderen ferie, der hensættes.
- 1. september 2020: Fra denne dato optjener medarbejderen 2,08 feriedage om måneden, som kan afholdes den efterfølgende måned.
Selvom overgangsordningen medfører, at nogle feriedage skal hensættes, har dine medarbejdere stadig mulighed for at holde både tre ugers sommerferie og en uges efterårsferie i 2020. Det kræver dog, at medarbejderne gemmer en del af den ferie, der optjenes i overgangsperioden.
Den ferie, som dine medarbejdere optjener i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019 (i alt 16,64 dage), skal som udgangspunkt afholdes i perioden fra den 1. maj 2020 til den 31. august 2020.
Hvis al ferien afholdes i denne periode, vil det dog ikke være muligt for medarbejderne at holde en hel uges efterårsferie i 2020.
Hvis medarbejderen derimod overfører 1 dag til det første år med samtidighedsferie, vil det være muligt af afholde en hel uges efterårsferie fra november 2020. Medarbejderen optjener 2,08 dages betalt ferie i september 2020 og det samme i oktober 2020. Medarbejderen har således 4,16 dages betalt ferie til rådighed i november 2020, samt den ene overførte dag.
For at sikre, at du og dine medarbejdere kan tilrettelægge ferien hensigtsmæssigt, bør du informere medarbejderne om konsekvenserne af den nye ferielov i god tid. NJORD Law Firm kan hjælpe dig med at udarbejde informationsbreve og tillæg til dine medarbejderes ansættelseskontrakter.
Har du brug for rådgivning, er du velkommen til at kontakte vores ansættelsesretsteam på ansaettelsesret@njordlaw.com.
Vil du vide mere?
Du kan læse mere om, hvad den nye ferielov betyder for dig og dine medarbejdere i NJORD Law Firms HR eBogen, som giver adgang til adskillige andre aktuelle og gode politikker samt værktøjer. Alt sammen helt fri for paragraffer.