Nyhed

Højesteret: Skatteyder var skattepligtig af maskeret udbytte fra selskab i Panama

Den 28. juni 2024 har Højesteret afgjort, at et selskab, stiftet i Panama, var et selvstændigt skattesubjekt efter selskabsskatteloven. Derfor var der tale om maskeret udbytte, der skulle beskattes, da selskabet foretog overførsler fra sin bankkonto til den danske hovedaktionærs datter.

Maskeret udbytte

Sagen opstod, da en anonym whistleblower lækkede 11,5 millioner interne dokumenter fra det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca. Lækagen er i offentligheden kendt som ’Panama Papers’. Dokumenterne beskriver, hvordan formuer fra hele verden var placeret i skattely i Panama. Med dokumenterne er de danske skattemyndigheder blevet bekendt med en række danske skatteydere, der ejer selskaber i Panama.

I denne sag havde et dansk ægtepar indsat en stor formue på bankkonti i Luxembourg. Efter indførelsen af rentebeskatningsdirektivet, hvor banker i EU blev forpligtigede til at indberette oplysninger om blandt andet opsparingsindkomst til skattemyndighederne, stiftede ægteparret et selskab i Panama og overførte formuen til en bankkonto i selskabets navn. Overførslen var blandt andet motiveret af, at ægteparret ikke ønskede at betale skat af det løbende afkast på formuen.

Som følge af lækagen blev skattemyndighederne opmærksomme på ægteparrets ejerskab af det panamanske selskab. Skattemyndighederne afgjorde herefter, at selskabet skulle beskattes af formuen som et tilskud for derved at opnå en dobbeltbeskatning. Ligesom den nu længstlevende ægtefælle som hovedaktionær skulle beskattes af en række overførelser, som selskabet havde foretaget til hendes datter som maskeret udbytte.

For Højesteret handlede sagen om, hvorvidt selskabet var et selvstændigt skattesubjekt omfattet af selskabsskatteloven, hvilket var en forudsætning for, at hovedaktionæren kunne beskattes af maskeret udbytte.

Der var enighed om, at det panamanske selskab var lovligt stiftet og registreret i Panama med begrænset hæftelse for dets stiftere. Hovedaktionæren var i øvrigt fuldt skattepligtig til Danmark og havde hverken selvangivet indtægter eller tab fra den formue, der var overført til selskabet.

Højesteret fandt derfor, at selskabet var et selvstændigt skattesubjekt, idet hun i forhold til de danske skattemyndigheder havde handlet ud fra, at selskabet var et selvstændigt skattesubjekt i relation til overførslerne.

Har du brug for hjælp?

Hos NJORD Law Firm er vi specialister inden for international skatteret, og vi står altid klar til at hjælpe dig med dine skatteforhold og eventuelle klagesager i den forbindelse.

Har du spørgsmål til artiklen eller andre skatterelaterede spørgsmål, er du velkommen til at kontakte advokat og partner, Robert Mikelsons, og advokat, Sebastian Breth Arnberg, der til dagligt rådgiver og fører internationale skattesager, herunder sager om maskeret udbytte. 

 

Vil du vide mere?
Skal vi løse dit problem?