Nyhed

Der er kommet nye vejledninger til databeskyttelsesforordningen

Justitsministeriet har i samarbejde med Datatilsynet udarbejdet to nye vejledninger til databeskyttelsesforordningen, der træder i kraft i Danmark den 25. maj 2018.

Vejledningerne bidrager til en generel fortolkning af og med råd om anvendelse af persondataforordningen og vedrører særligt samtykke samt dataansvarlige og databehandlere. Her forklarer vi kort de tre begreber, som du kan læse mere om i vejledningerne.

Hvad er et samtykke?

Samtykke er efter databeskyttelsesforordningen udtryk for, at de registrerede skal have et reelt valg og kontrol over, hvordan deres oplysninger bruges. Det er blot et af flere – ligestillede – behandlingsgrundlag, som den dataansvarlige kan anvende ved behandling af personoplysninger.

Det er dog et krav, at den dataansvarlige kan påvise, at den registrerede har givet samtykke til behandlingen af sine personoplysninger.

 

Hvad er forskellen på en dataansvarlig og en databehandler

En dataansvarlig er den fysiske eller juridiske person, der bestemmer, med hvilke formål personoplysningerne må behandles, og hvordan personoplysningerne må behandles, herunder af hvem personoplysningerne må behandles.

En databehandler er derimod den fysiske eller juridiske person, der behandler personoplysninger på vegne af den dataansvarlige. Databehandleren bestemmer i modsætning til den dataansvarlige hverken hvordan eller med hvilke formål, der må behandles personoplysninger.

VIL DU VIDE MERE?
Hvad kan vi gøre for dig?