Handelsagenter: på kontrakt eller ej?
Mange leverandører og producenter foretrækker at vente med at tilbyde deres agenter en skriftlig kontrakt, indtil de har samarbejdet igennem en længere periode. Dette kan have visse fordele, hvis samarbejdet opløses efter nogle få handler. Producenten har imidlertid risikoen for, at samarbejdet, i forbindelse med et senere ophør, bliver anset for at være et fast samarbejde og måske endda med eksklusivitet til et givet geografisk område. Er der ingen skriftlig aftale, vil det som udgangspunkt være handelsagentlovens regler, der regulerer parternes samarbejde.
Vælger producenten imidlertid at regulere samarbejdet i en kontrakt, vil der være mulighed for eksempelvis at gøre samarbejdet tidsbegrænset, opstille krav til hvilke pligter agenten skal opfylde til glæde for producenten, opstille krav til hvad agenten i al fald ikke må mht. konkurrerende virksomhed, og hvor meget der som minimum skal sælges etc.
begrænsninger mht. regulering af samarbejdet
Handelsagenten er selvstændig i forhold til producenten og kan derfor ikke sammenlignes med egne sælgere – dette uanset at egne sælgere aflønnes med en provision af salget. Producenten kan bestemme, hvad egne sælgere skal lave, herunder eksempelvis hvem de skal besøge, ringe til, hvornår og hvordan de skal gøre noget etc.
Handelsagenter derimod er selvstændige og ikke underlagt nogen instruktionsret fra producenten. Dvs. at handelsagenten som udgangspunkt selv bestemmer, hvordan arbejdet tilrettelægges og udføres. Giver kontrakten ikke agenten noget råderum til at være selvstændig, er der risiko for, at aftalen ikke anses for at være en agentaftale, men i stedet en ansættelsesaftale, hvilket ofte vil være at komme ”fra asken i ilden”. Ud over at producenten ikke kan aftale sig ud af agentens ret til selvstændigt at tilrettelægge sit salgsarbejde, så er der bestemmelser i loven, der ikke ved aftale kan ændres til ugunst for agenten.
Ønsker producenten at lave om på spillereglerne for samarbejdet, efter at kontrakten er underskrevet, er der altid mulighed herfor. Det følger af loven, at en agent skal følge producentens ”rimelige forskrifter”. Ifølge lovens forarbejder har producenten ret til at give handelsagenten sådanne nye forskrifter, efterfølgende at kontrakten er blevet skrevet under, såfremt de nye forskrifter blot er rimelige på baggrund af kontraktens indhold, parternes aktuelle samarbejdsforhold og branchekutymer.
ændringer skal varsles
Generelt anbefales det, at nye forskrifter altid varsles med det varsel, kontrakten i almindelighed kan opsiges med. Dette bør altid respekteres i tilfælde, hvor ændringen har en ikke helt uvæsentlig betydning for agenten.
Er der tale om meget væsentlige ændringer af kontraktens vilkår, vil ændringen oftest ikke blive anset for en ”rimelig” efterfølgende forskrift. Ønsker producenten således at indskrænke agentens geografiske salgsområde eller at nedsætte agentens provisionssats i en sådan grad, at det væsentligt forringer agentens indtjeningsmuligheder, da vil agenten kunne betragte sig som opsagt med tilbud om genansættelse på nye vilkår. Vælger agenten imidlertid at acceptere vilkårene, kører samarbejdet videre på det nye grundlag. Vælger agenten derimod at betragte sig for opsagt, da skal der betales en goodwillgodtgørelse, hvis betingelserne herfor ellers er opfyldte.
Kun hvis der opsiges med det rette varsel, og der er en meget saglig forretningsmæssig begrundelse til for eksempel at indstille salget til et givet markedsområde, da kan producenten undgå at skulle betale godtgørelse for at komme ud af samarbejdet.
