danske regler om godtgørelse
I 1990 vedtog Folketinget en lov, der giver selvstændige handelsagenter krav på godtgørelse, hvis de har opbygget en kundekreds, som agenturgiveren kan nyde godt af, også når samarbejdet med agenten er ophørt.
Reglerne gælder i dag for alle agenter, uanset hvornår kontrakten er underskrevet. Agenternes krav på godtgørelse er ikke en uvæsentlig udgift, når samarbejdet med agenten ophører. I værste fald kan det beløbe sig til, hvad der svarer til 1 års samlet vederlag udbetalt til agenten i perioden forud for ophøret. Efter reglerne skal godtgørelsen beregnes som et gennemsnit af de seneste års indtjening forud for ophøret.
Agenturgivere har dog grund til at være opmærksomme på, at der kan være en række konkrete forhold, der gør, at agenten ikke har krav på hverken hel eller halv godtgørelse.
betydningen af hvem der opsiger samarbejdet
Er det agenten selv, der opsiger samarbejdet, da er udgangspunktet, at agenten ikke kan kræve nogen goodwillgodtgørelse. Opsiger agenten imidlertid, fordi agenturgiver ikke har opfyldt sin del af aftalen, eksempelvis ikke har betalt provision, levereret varer eller andre væsentlige forhold, da vil agenten alligevel kunne kræve godtgørelse, idet opsigelsen skyldes agenturgivers forhold. Agenten mister dog typisk retten til godtgørelse, hvis han ikke forinden giver agenturgiveren en frist til at rette for sig, eller hvis misligholdelsen ikke er meget væsentlig.
Agenten kan derimod ikke efter forgodtbefindende opsige samarbejdet og samtidig tro, at han kan få udbetalt godtgørelse. Kun hvis det er rimeligt begrundet i enten agentens alder eller helbred, vil han være undskyldt. Det følger af en konkret bedømmelse, hvornår det er rimeligt begrundet. Normalt vil det være ved opnåelse af normal pensionsalder i det land, hvor agenten bor, eller hvis agenten enten erklæres uarbejdsdygtig eller langtidssygemeldes.
Er det leverandøren, der vælger at opsige agenten, skal leverandøren som udgangspunkt betale godtgørelse, medmindre ophøret er begrundet i agentens væsentlige misligholdelse af agenturet. Leverandøren skal dog kun betale godtgørelse i det omfang agenten enten har hvervet nye kunder eller har udviklet samarbejdet med gamle kunder i væsentligt omfang. Det er samtidig en betingelse, at leverandøren fortsat vil have glæde af disse kunder, også efter agenten er ude af billedet. Vælger kunderne eksempelvis at følge agenten i stedet for leverandøren, eller hvis kunderne ikke længere er lønsomme, kan leverandøren i mange tilfælde slippe for at skulle udrede hel eller halv godtgørelse.
faktorer der har betydning for godtgørelsens størrelse
Selvom agenten opfylder de grundlæggende betingelser for at få udbetalt goodwillgodtgørelse, er der i mange tilfælde grund til at sætte godtgørelsen til et mindre beløb, end det maksimale beløb svarende til et års gennemsnitligt vederlag. I disse tilfælde skal der foretages en samlet rimelighedsvurdering. Der kan her bringes mange faktorer i spil.
Har agentens omsætning været faldende, har agentens provision været ekstraordinær høj i forhold til branchekutyme, har agenten i et vist omfang ikke passet agenturet, alene været tilknyttet i en kort periode, eller har agenten gjort sig ”utilbens” forud for samarbejdets ophør, da vil der typisk blive foretaget reduktion af godtgørelsens størrelse. Gør det omvendte sig gældende, vil det typisk tale for, at der ikke sker reduktion af godtgørelseskravet.
