Boafgiftsloven ændret fra 2027 – det bliver bedre!
I maj 2024 vedtog Folketinget en ændring i boafgiftsloven. Ændringen betyder, at afdødes søskende – ligesom afdødes børn og børnebørn – fremover kun skal betale de 15% i boafgift. Tillægsboafgiften for søskende bortskaffes altså.
Ændringen træder i kraft for dødsfald der sker fra og med den 1. januar 2027. I NJORD Law Firm hilser vi ændringen velkommen. Det er nemlig vores erfaring, at den høje boafgift kan synes uretfærdig for nogen. Det gælder fx søskende med nære relationer, hvor afdøde ikke efterlader egne børn.
Det er dog kun afdødes søskende, der er omfattet af ændringen. Søskendes børn – afdødes niecer og nevøer – skal stadig betale både boafgift og tillægsboafgift på i alt 36,25 %.
VÆR OPMÆRKSOM VED 70/30-TESTAMENTER
Du bør overveje at ændre dit testamente, hvis du har oprettet et såkaldt 70/30-testamente, hvor en eller flere søskende er indsat som arving, og du samtidig har tilgodeset en velgørende forening mod at den velgørende organisation betaler bo- og tillægsboafgiften for dine søskende.
Når ændringen af boafgiftsloven er gennemført den 1. januar 2027, vil en større del af din formue nemlig tilfalde den velgørende forening. Det skyldes, at den velgørende organisation nu alene skal betale boafgiften på 15 %, mod de tidligere 36,25 %. Det kan derfor være en god idé at overveje, om dit testamente skal revideres.
Hvis det ikke er dine søskende, men fx nevøer og niecer, der er indsat som arvinger, er det dog ikke nødvendigt, da de som nævnt stadig skal betale tillægsboafgiften.
HVILKEN BETYDNING FÅR DET FOR DIG?
Har du spørgsmål til, hvilken betydning lovændringen får for dig, dit testamente og dine efterladte står NJORD Law Firm klar til at hjælpe dig. Du er altid velkommen til at kontakte Karen Marie Jespersen på kmj@njordlaw.com og Christina Ruby på cru@njordlaw.com.