En tvangsadoption er en afgørelse om at bortadoptere et barn uden forældrenes samtykke til adoptionen. Retsvirkningerne af en adoption er et fuldt familieskifte, der betyder, at retsforholdet mellem et barn og barnets biologiske slægt bortfalder. Der gælder således ingen juridiske rettigheder mellem de biologiske forældre og barnet, hvilket blandt andet betyder, at arveretten og den lovbestemte ret til kontakt bortfalder.

En afgørelse om adoption uden samtykke er derfor også en af de mest indgribende foranstaltninger.

Hvor og hvordan behandles sager om tvangsadoption?

Sager om tvangsadoption starter i kommunalt regi. Hvis forvaltningen i en kommune vurderer, at der er grundlag for en tvangsadoption i en sag, kan forvaltningen lave en indstilling om tvangsadoption til kommunens Børne- og Ungeudvalg. Børne- og Ungeudvalget skal herefter tage stilling til om betingelserne for en tvangsadoption er til stede.

Hvis Børne- og Ungeudvalget er enig i forvaltningens indstilling, vil kommunalbestyrelsen meddele Ankestyrelsen, at Børne- og Ungeudvalget har indstillet til adoption uden samtykke.
Afgørelsen om tvangsadoption skal således i sidste ende træffes af Ankestyrelsen.

En afgørelse om adoption uden samtykke er en meget indgribende foranstaltning, og det følger derfor også af adoptionsloven, at afgørelser om tvangsadoption skal være skriftlig og udleveres af Ankestyrelsen til forældrene, barnet, indehaveren af forældremyndigheden (hvis dette er en anden end forældrene), en evt. værge og den, der søger om adoption personligt eller forkyndes for dem.

Kan man klage over en afgørelse om tvangsadoption?

Har Ankestyrelsen truffet afgørelse om adoption uden samtykke i medfør af adoptionslovens § 9, er der mulighed for at få afgørelsen prøvet i retten.
Afgørelsen fra Ankestyrelsen skal indeholde oplysninger om klagemulighederne, herunder oplysning om klagefristen. Som udgangspunktet vil klagefristen være 14 dage.

Advokatbistand

Har du brug for hjælp i en sag om adoption uden samtykke, kan du få hjælp fra en advokat uden, at det er forbundet med økonomiske omkostninger for dig.

I sager om tvangsadoption skal kommunen sørge for at beskikke en advokat for barnet, ligesom forældrene, indehaveren af forældremyndigheden (hvis denne er en anden end forældrene) og barnets eventuelle plejeforældre, skal have tilbud om en advokat.

Vil du vide mere?
ADVOKATRÅDGIVNING SOM HJÆLPER DIG OG DIN FAMILIE