Retsvirkningerne af en adoption er et fuldt familieskifte der betyder, at retsforholdet mellem et barn og barnets biologiske slægt bortfalder. Der gælder således ingen juridiske rettigheder mellem de biologiske forældre og barnet, hvilket blandt andet betyder, at arveretten og den lovbestemte ret til kontakt bortfalder.

Det er dog muligt for de biologiske forældre at søge om samvær eller anden form for kontakt. En anmodning om samvær eller kontakt skal som udgangspunkt indgives til Familieretshuset. En afgørelse om fastsættes af kontakt eller samvær, skal altid træffes ud fra, hvad der er til barnets bedste.

Samvær eller anden form for kontakt mellem barnet og dets biologiske forældre kan særligt komme på tale i stedbarnsadoptioner eller i sager, hvor et større barn forud for adoptionen har været anbragt uden for hjemmet, men under anbringelsen har haft kontakt/samvær med sine biologiske forældre.

I adoptionssager, hvor barnet er bortadopteret uden samtykke fra de biologiske forældre, kan det være vanskeligt at få fastsat samvær eller anden kontakt, da de forhold, der har talt for at gennemføre en adoption uden samtykke, oftest betyder, at en fremadrettet kontakt eller samvær ikke kan anses for at være til barnets bedste.

Det vil som udgangspunkt være barnets biologiske forældre, der har mulighed for at søge om fastsættelse af kontakt og samvær, men også bedsteforældre, søskende eller anden tæt familie har mulighed for at søge om kontakt og samvær med et bortadopteret barn.

Kontakt NJORD

Hvis du har spørgsmål omkring adoption eller behov for hjælp til en konkret sag, er du velkommen til at kontakte advokat Karen Marie Jespersen på tlf. 69 13 71 19 eller skrive på kmj@njordlaw.com

Vil du vide mere?
ADVOKATRÅDGIVNING SOM HJÆLPER DIG OG DIN FAMILIE