Nyhed

Har du overvejet en fremtidsfuldmagt?

Ny lov om fremtidsfuldmagter giver dig mulighed for allerede nu at vælge, hvem der skal handle på dine vegne, når du ikke længere er i stand til det. Digital registrering af fuldmagterne skal forhindre misbrug.

Den ny lov om fremtidsfuldmagter gør det muligt at oprette en fuldmagt, som ikke har virkning fra oprettelsestidspunktet, men først når fuldmagtsgiveren har brug for det. Det giver dig mulighed for at give en anden fuldmagt til at handle på dine vegne økonomisk og/eller personligt på et senere tidspunkt.

Fremtidsfuldmagten giver dig de samme rettigheder som en generalfuldmagt. Forskellen på de to er kun, at en generalfuldmagt træder i kraft øjeblikkeligt, mens fremtidsfuldmagten først træder i kraft, når fuldmagtsgiveren ikke længere er i stand til at tage vare på sig selv.

Alle bør derfor overveje at oprette en fremtidsfuldmagt. Det er den letteste måde selv at vælge, hvem der skal varetage ens interesser, når man ikke længere selv er i stand til det – eksempelvis i tilfælde af demens, senilitet eller anden sygdom.

Digital registrering skal forhindre misbrug

Alle fremtidsfuldmagter skal registreres digitalt i Fremtidsfuldmagtsregisteret og vedkendes for en notar.

Fremtidsfuldmagten kan til enhver tid sættes i kraft af Statsforvaltningen efter anmodning fra enten fremtidsfuldmægtigen eller fuldmagtsgiveren. Det er således Statsforvaltningen, der vurderer, hvorvidt du som fuldmagtsgiver ikke længere er i stand til at varetage dine egne forhold.

Når fremtidsfuldmagten træder i kraft, sørger Statsforvaltningen for, at fremtidsfuldmagten bliver offentliggjort i Personbogen. Den centrale registrering af fremtidsfuldmagterne forventes derfor at give en bedre retssikkerhed og mindske risikoen for misbrug af fuldmagten. Der er tidligere oplevet utallige økonomiske misbrug af generalfuldmagterne.

Hvor meget må bestemmes på dine vegne?

Når du har besluttet dig for at give en fremtidig fuldmagt til en af dine nærtstående, er det også vigtigt at tage stilling til, i hvilket omfang personen skal kunne handle på dine vegne.

Der er sat nogle rammer i loven, men det er muligt selv at bestemme, om fuldmægtigen får flere eller færre beføjelser, end det der følger af den nye lov. Det anbefales derfor, at du i forbindelse med oprettelsen af en fremtidsfuldmagt søger rådgivning hos en advokat for at sikre, at dine ønsker til fremtidsfuldmagten bliver opfyldt.

Vil du vide mere?

Vil du vide mere om mulighederne for at oprette en fremtidsfuldmagt? Kontakt NJORD på tlf. +45 33 12 45 22.

vil du vide mere?
Hvad kan vi gøre for dig?