Baggrunden for at opgive sigtelsen
Statsadvokatens chefanklager Per Fiig uddyber baggrunden for SØIK’s beslutning: ”Når jeg har besluttet ikke at rejse en straffesag mod NJORD Law Firm Advokatpartnerselskab, er det, fordi jeg ud fra de samlede omstændigheder i sagen mener, at sigtelsen har vist sig at være grundløs.”
Sigtelsen droppes således efter reglerne i retsplejelovens § 721 stk. 1, nr. 1, der handler om, at sigtelse har vist sig at være grundløs.
Reaktion på at undersøgelsen er afsluttet
”Det er dejligt, at sagen efter at være grundigt undersøgt i 8 måneder af SØIK, nu kan afsluttes. Det har været en stor belastning for alle involverede, og det er en stor lettelse at kunne lægge det bag os nu. Vi har hele tiden været af den klare opfattelse, at hverken NJORD eller Jeppe Brogaard Clausen har gjort noget ulovligt ved at repræsentere vores klienter. Og vi har forventet, at sigtelsen på et tidspunkt ville blive opgivet. Derfor er jeg meget glad for og lettet over, at SØIK har valgt at droppe sigtelsen nu, så vi kan komme videre. Særligt med den begrundelse, at den var grundløs.”, siger Lars Lokdam, Managing Partner i NJORD Law Firm.